Det fineste træ



Træ har en varm udstråling og en utrolig evne til at skabe en behagelig og imødekommende atmosfære  inden døre. Det er et naturmateriale, som har været brugt til at lave møbler, lige siden historiens allerførste stole blev skabt i Egypten og Kina. Møbler lavet af træ ker utroligt holdbare. Et massivt træbord kan for eksempel slibes, olieres og i stor udstrækning genopfriskes og repareres. Træet kan dog ikke gøre det alene. Ejerne af en stol, et bord eller en sofa af træ, skal huske vedligeholdelsen for at sikre holdbarheden.

Sporing og genplantning

    
Fredericia har fokuseret på bæredygtigt skovbrug og genplantning i mere end ti år. Vores råmaterialer  bliver udelukkende skovet fra steder, hvor genplantning er et krav, således at et nyt træ med tiden vokser op, hvor det gamle er blevet fældet.

FSC®-certificeringen verificerer, at en skov bliver håndteret på en miljømæssigt forsvarlig måde, ud fra  målinger på alt fra opretholdelse af den lokale biodiversitet til driftens evne til at influere positivt på både arbejdere og lokalsamfund. FSC®-standarden indføres gradvist i produktionen af alle vores træmøbler. Dette vil lette arbejdet med at udstede dokumentation for miljømæssigt forsvarligt producerede produkter. Fredericia er FSC®-certificeret med licensnummeret FSC® 151292.

Respekt for træet både før og efter
    
Vores egetræ stammer fra skove, hvor træerne har fået lov til at gro i fred og ro sammen med en række andre træsorter. De forhold skaber tætte årer og et godt, stærkt træmateriale. Som et tegn på respekt for de 150 år det typisk tager et egetræ at vokse sig stort nok, ser vi det som vores fornemste pligt kun at fremstille langtidsholdbare møbler af den absolut højeste kvalitet.